Celina savner sin mor:
Mine nye venner trøster mig
En spændt og nervøs Celina starter på julemærkehjemmet Kildemose. Klar til at få nye venner og lægge gamle vaner på hylden, finder hun hurtigt ud af, at det ikke er nemt at undvære sin familie, når man er bare 11 år og hjemmefra for første gang. Men heldigvis står de nye venner på julemærkehjemmet klar til at hjælpe.
Mens de gule blade på træerne har vundet indpas, og frosten ivrigt banker på, er det endelig blevet den dag, Celina længe har set frem til: Hendes første dag på julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted i Nordsjælland.
Med maven fyldt af spænding og nervøsitet, der skiftevis afløser hinanden, glæder hun sig til en frisk start. Det til trods kan hun ikke ignorere savnet til moren, som allerede begynder at rumstere i kroppen - det er nemlig første gang, hun skal undvære sin mor så længe.
Det er en iskold eftermiddag, og solens stråler kæmper for at bryde igennem skyerne. Mens Celina går ned ad den snoede grusvej, kan hun ane, at flaget er hejst til tops for de nye børn. Efterhånden som hun nærmer sig, kommer en stor, rød murstensvilla til syne. I baggrunden kan man skimte Roskilde Fjord. Det skal være Celinas hjem de næste ti uger.
- Jeg håber, alle de andre børn er søde. Tror I, de allerede er kommet?
Celina bakser ihærdigt med sin tunge, proppede kuffert, da hun lægger alle kræfter i for at skubbe den dovne fordør til side og få kufferten kæmpet over dørtærsklen. Det giver genklang i rummet, da kufferten ryger til gulvet med et bump i entreen. Den ryger over i bunken med de andre tasker og kufferter, for Celina er ikke den eneste, der har været spændt på denne dag. I alt er der otte nye børn, der håber på at få mere selvtillid, flere venner og færre kilo på sidebenene.
Celina har fået et smil på læben igen og elsker at tilbringe masser af tid med sine nye venner.
Alle børnene har deres familier med, og Celina sidder helt tæt på sin familie. I lokalet er der en nervøs stemning og helt stille, for ingen af børnene kender hinanden endnu, men tavsheden bliver hurtigt brudt af en pædagog, som byder børnene velkomne.
Med beskeden om, at forældrene kan ringe i morgen formiddag for at høre, hvordan den første nat er gået, er det gjort klart, at på julemærkehjemmet er mobilerne pakket langt væk - undtagen en halv time hver aften, hvor børnene kan ringe hjem til deres forældre. Celina puffer til sin mor og hvisker i et ihærdigt forsøg på ikke at forstyrre de andre.
- Du skal ringe i morgen og høre, hvordan det er gået.
Mor Nina ryster kærligt på hovedet. Hun er slet ikke er i tvivl om, at Celina nok skal klare det godt. Der går også kun fire dage, inden de ses igen, for Celina kommer hjem i weekenden.
En god trøsteven
Den bombastiske villa er et slaraffenland af uudforsket terræn, der bare
venter på at blive opdaget. Med en kringlet trappe, der rejser sig fra
entreen til førstesalen, begiver Celina sig ud på eventyr i sit nye hjem:
Igennem hyggestuen med udsigten over fjorden så langt øjet rækker,
forbi krea-værelset og ned ad den lange, smalle gang ligger børnenes
værelser. På værelse “F” skal Celina bo med en pige, der hedder Emma.
Celinas mange hop fra side til side, er tegn på, at hun både er spændt og
nervøs. Hun kan ikke holde sin begejstring tilbage - så meget glæder hun
sig til at møde sin nye værelseskammerat. Da Celina lyner kufferten op, er
det første, som kommer til syne, seks udvalgte bamser, der er gode at
have, hvis hun får hjemve. Mor Nina reder sengen, mens Celina omhyggeligt hænger billeder på sin opslagstavle. De medbragte billeder af hele familien og kæledyrene, kan hun altid kigge på, hvis hun kommer til at savne dem.
På julemærkehjem:
-
Børnene har sociale udfordringer og/eller vægtproblemer.
-
Hvert år er 1.000 børn mellem 7 og 14 år på julemærkehjem.
-
Et ophold varer normalt 10 uger.
Kilde: www.julemaerket.dk
Celinas opslagstavle er fyldt med gode minder og citater.
- Det er meget rart at kigge på, hvis jeg har en møgdag, forklarer Celina og kigger på et billede med citater i massevis, som hendes mor har printet ud.
Med mantraer som “Du skal tro på, at du er noget, at andre kan lide dig, og at du har betydning for andre”, er hun klædt på til at blive målt og vejet - allerede i dag.
- For hvert kilo, jeg taber, får jeg 100 kroner af min mor, fortæller Celina begejstret, mens hun tripper på stedet.
En glæde, som hurtigt bliver afløst af en tristhed, der ikke kan holdes tilbage: Hun skal sige farvel til sin familie. De går ud i gården, mens Celinas mor forsøger at holde humøret oppe ved at fortælle, hvor dejligt et værelse Celina har fået. Hun kysser hende på panden og stryger hende blidt over ryggen, mens Celina giver sin mor og resten af familien et kæmpe kram. Celina er blevet helt stille, men hurtigt kommer hendes kontaktperson Maria og tager hende i hånden.
- Det er en udfordring for Celinas at skulle lære at være hjemmefra. Det skal vi arbejde med, blandt andet når hun skal sove, så tankerne ikke suser - så hun får nogle mentale rum, hvor hun kan lægge alle de dumme tanker. Celina skal tælle til fem, mens hun trækker vejret ind og puster ud. Vi skal snakke om det på en god måde, for savn er positivt og ikke negativt, siger Maria Himmelstrup Albreck.
Sammen vinker de farvel til Celinas familie og går ind på julemærkehjemmet til de andre nye børn. Blandt andet én helt særlig pige, der skal få stor betydning for Celinas ophold på julemærkehjemmet.
Celina kan altid regne med sin værelseskammerat Emma - både når der skal overvindes udfordringer og uddeles grin.
Ruter og hurtig-løber-sko
Den pige er Emma på 13 år. Hende, der siden den første aften er blevet Celinas værelseskammerat, faste støtte og ven - både når der er video-hygge og afhentning af bland-selv-slik i nabobyen på programmet i blive-weekenderne, og når der hver dag skal løbes ruter i skoven og langs stranden.
Jeg begyndte at savne min familie den første aften og tænkte, at jeg gerne ville have min mor til at komme og hente mig. Så vågnede min værelseskammerat og kom hen og trøstede mig. Det var lidt en underlig aften, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, men den var også god, fordi vi begyndte at tale med hinanden.
Celina Jensen
Sammen med Viggo på 11 år er de tre blevet forbundet på en helt særlig måde.
- Kan I klare bakken?, råber Celina til de to, der kommer halsende efter hende ned ad den stejle bakke, som går fra julemærkehjemmet og ned til stranden ved Roskilde Fjord.
Med spændte løbesko og et smil, der når op over begge ører, er hun ikke bange for at skvatte i hverken mudder, løst græs eller venskaber. Tværtimod er hun for første gang helt fri for bekymringer.
Video: Hør Celina fortælle om de positive fremskridt, hun har gjort de første fire uger på julemærkehjemmet.
Hun griber fat om Emma og Viggo, da de går gennem lågen, der skiller bakken og stranden ad. Én ven under hver arm og hun er klar til at løbe endnu en rute.
- Man bliver ikke drillet heroppe. Det gør mig glad, for det er jeg ikke vant til fra derhjemme. Når jeg har afsluttet opholdet, kan vi jo altid fortsætte med at være venner. Hvis nu jeg er ked af det, eller har ondt i benene efter motion, så kan jeg altid gå til min venner, der trøster mig, fortæller hun med det blonde hår flagrende om ørene.
De tre venner sender hinanden et anerkendende smil, der hurtigt bliver afløst af en stor brummen. De kan ikke holde grinene og fjollerierne tilbage - og netop den barnlige umiddelbarhed og mangel på tankemylder smitter af på Celina.
- Jeg er mere tryg ved mig selv og andre, og jeg har fået flere venner og mere selvværd og selvtillid. Jeg hviler mere i mig selv, end da jeg var derhjemme, fortæller hun og åbner lågen, inden turen går tilbage over bakken med de to andre.
