Overskrift 2
Celina skal på julemærkehjem:
Jeg glæder mig til de små fremskridt
Celina Jensen har været igennem mere end de fleste andre 11-årige: Med mobning, skoleskift og ekstra kilo på sidebenene, har støtten fra hendes mor været uundværlig. Nu skal Celina på julemærkehjem for at vinde selvtilliden tilbage. For Celina ér god nok, som hun er.
Klokken ringer ind til time, og 11-årige Celina Jensens mave begynder helt automatisk at slå knuder. I øjenkrogen kan hun se sin mors bil forsvinde i det fjerne, mens hun med tunge skridt bevæger sig hen til klasselokalet denne morgen i maj. Det er endnu en dag, hvor hun slet ikke har lyst til at være i skole, og der går heller ikke lang tid, før hun har låst sig inde på toilettet. Det er Celinas tilflugtssted.
Dér sidder hun alene og lader fingrene hurtigt glide over tasterne på telefonen. Hun skriver den ene besked efter den anden til sin mor og tigger om at komme hjem igen, for hun kan ikke koncentrere sig i timen. Hun føler, at alles øjne er rettet mod hende i klasselokalet.
Celinas mor Nina kommer med mange forskellige løsningsforslag, men intet hjælper, for hendes datter har ikke lyst til at være der mere. Den 11-årige pige vil bare blive fri for alle problemerne. Til sidst skriver Celina, at hun har en løsning på sit problem, og Nina kan mærke en lettelse brede sig i kroppen. Der går dog ikke lang tid, før den følelse bliver erstattet af en uro i kroppen, da den næste besked tikker ind: Celina har med store bogstaver skrevet “SELVMORD”.
Det kom som et chok. Det var helt surrealistisk, for selv om hun har været udfordret i skolen, var jeg ikke klar over, at det var der, vi var nået til. At være elleve år og have tanker om selvmord hører i den grad ikke sammen. Det var et råb om hjælp.
Nina Jensen
Nina vidste, at Celina ikke havde tænkt sig at gøre alvor af ordene, men det var alligevel en besked, som hun ikke kunne overse. En lang snak om alt det svære og en masse krammere senere blev de enige om, at det var sidste gang, Celina havde sat sine fødder på den skole: Der skulle ske noget nyt, så den 11-årige pige blev skrevet op til en anden skole og desuden et ophold på julemærkehjemmet Kildemose i Nordsjælland. Det skulle være en helt frisk start.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, som driller hinanden på julemærkehjemmet. Der har man det bare rigtig godt og sjovt sammen, siger Celina med et grin fra sofaen i hjemmet i Frederikssund.
Her bor Celina med sin mor, storesøster Nikita på 16 år og storebroren Niklas på 13 år. Forældrene blev skilt for godt et år siden, og efterfølgende har Celina tilbragt det meste af tiden hos moren.
Størstedelen af børn, der starter på julemærkehjem, har oplevet at blive mobbet
Kør musen over grafikken, og se forskellen efter et ophold på julemærkehjem
Mor er med
Celina har let til latter, men lige så glad hun ser ud, lige så let trækker hun en alvorlig mine. For Celina er vant til at tænke tanker og have bekymringer, som ingen 11-årig burde: Celina er lige så længe, hun kan huske, blevet drillet og mobbet i skolen. Hun husker øgenavne, holden udenfor og kun få venskaber.
Video: Hør Celinas mor fortælle om, hvor hårdt det er at se sin datter være ked af det, og hvad hun håber opholdet på julemærkehjem kan hjælpe med.
- Jeg holdt mig for mig selv og havde ikke lyst til at være sammen med de andre, fordi så håbede jeg, at drillerierne ville stoppe. Men det hjalp ikke, siger Celina, mens hun trækker ned i den stramme bluse.
Med en virkelighed, der ikke bare har påvirket hende, men hele familien, blev hjemmet i Frederikssund et helle, hvor hendes mor altid var klar med opmuntrende ord og kram i massevis.
- Det har været svært, fordi det har været så konstant. Nærmest på ugentligt basis har der været to til tre gange om ugen, hvor jeg har sendt hende ked af det i skole, eller også er hun kommet grædende hjem, siger Nina og tilføjer, at Celina endte med at være hjemme fra skole i fem uger, hvor mormoren kom og læste lektier med hende.
Brev og glæde
Celina er en bulderbasse af format. Ordene vælter hurtigt ud af hende, uden tankerne altid kan nå at følge med - både når tingene er hårde at komme igennem, og når det svære pludselig tipper og bliver godt. En glæde og begejstring, der er svær at overse, når hun ofte tripper på stedet. Og lige netop dét oplevede den lille familie i skolernes sommerferie.
Mens sommervarmen har lagt sig over Danmark, og termometeret hurtigt nærmer sig 30 grader, trasker Celina utålmodigt rundt i lejligheden i Frederikssund. Hun har sommerferie og skal til august starte i 5. klasse på en ny skole, men det til trods er hun hverken optaget af ferie, eller hvad skolen byder på, når sommeren går på hæld. Det er derimod noget andet, der fylder hendes hoved – og netop dét er grunden til den utålmodige trasken:
Celina venter på svar fra det julemærkehjem, hun har ansøgt om at komme på. Derfor kan hun heller ikke styre hverken stemme eller krop, da postkassen dén dag i sommerferien gemmer på en stor, hvid kuvert. Med lynhurtig snilde river Celina det tykke papir op og bryder ud i et skrig ved synet af de første ord, julemærkehjemmet Kildemose i Nordsjælland skriver til hende: “Vi glæder os til at byde…”.
- Da jeg læste brevet, løb jeg rundt og skreg, og så blev katten lidt forskrækket, fordi jeg var så glad, fortæller Celina og bryder ud i et grin, der får de runde kinder til at blive trukket op.
Video: Hør Celina fortælle om sin glæde ved at begynde på julemærkehjem og sine forventninger til opholdet.
Hun tæller dagene til, at hendes mor, mormor, søster og bror afleverer hende på Kildemose. For hende er julemærkehjemmet blevet symbol på alt det, hun ikke før har haft.
- Jeg tror, alle er søde ved hinanden på julemærkehjemmet. Første gang jeg var deroppe på besøg, var jeg lidt nervøs, men så var der nogen, der tog godt imod mig. Så blev jeg mindre nervøs, og indså, at de bare var søde og åbne, siger Celina og kigger over mod strygebrættet med stabler af tøj, der fylder stuen i lejligheden:
Svømmebriller, kondisko, hjemmesko og træningstøj med navneskilte på, så de ikke bliver væk. Hun er ved at være klar til at tage springet og vinke farvel til de vante omgivelser. Og dog. Celina skal stadig vænne sig til tanken om at have en hverdag uden sin mor, der altid har været hendes klippe.
- For lidt siden blev jeg ked af det, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne klare det, når jeg er der, og min mor er herhjemme. Så jeg spurgte, om hun kunne sove der den første nat, siger Celina med et smil. Hun ved inderst inde godt, at det ikke er en mulighed.
- Det bliver meget svært at skulle undvære hende.
Det er mor Nina enig i.
Nina har købt Julemærkefondens kogebøger. Den sunde mad har sneget sig ind i køkkenet, allerede inden Celina er startet på julemærkehjem.
- Det bliver mærkeligt. Men det bliver også fedt, for det er godt for hende og for os andre, selv om det da er lidt svært at give slip. Nogle gange kan man som forældre ønske børnene hen, hvor peberet gror, men selvfølgelig fylder de virkelig meget i ens tankegang og liv, fortæller hun om det at være mor.
Nina og Celina rejser sig fra sofaen og begynder at lægge tøjet fra strygebrættet i den store, grønne kuffert.
- Jeg tror nok, at det skal gå, for på julemærkehjemmet får man gode venner, som man ikke mister igen.
- Selvfølgelig skal det nok gå. Vi ses jo i weekenderne, tilføjer Nina og kigger på sin datter, der er i fuld gang med at få plads til alle sine bamser i kufferten.
